Menu

Vedtægter

 

                     Vedtægter for Vinding Sportsforening

_____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Vedtægter for Vinding Sportsforening stiftet 5.4.1954 som en sammenlægning mellem Vinding Gymnastikforening og Vinding Boldklub stiftet 8.10.1948.

Vedtægter PDF

§1. Navn

Foreningens navn er Vinding Sportsforening (VSF).

 

§2. Formål

Vinding Sportsforenings formål er at få mennesker til at dyrke idræt, motion og andet fællesskab.

 

§3. Hjemsted

Foreningens hjemsted er Vinding/Mølholm, Vejle.

 

§4. Spilledragt

Foreningens spilledragt er hvid trøje, sorte bukser og hvide strømper.

 

§5. Medlemsforhold

Stk. 1. Enhver kan optages enten som aktiv eller passiv medlem.

Stk. 2. Ind og udmeldelse skal ske til den enkelte afdeling. Passive medlemmer optages i hovedforeningen.

Stk. 3. Sletning kan finde sted ved mere end 6 måneders restance.

Stk. 4. Ved optræden som er uforenelig med foreningens formål, har hovedbestyrelsen bemyndigelse til at ekskludere vedkommende eller give en karantæne.

 

§6. Generalforsamlingen

Stk. 1. Generalforsamlingen er øverste myndighed, og afholdes en gang årligt i august/september måned. Der indkaldes til generalforsamling senest 14 dage før afholdelse ved bekendtgørelse i foreningens medlemsblad ”Kontakt” og på foreningens hjemmeside.

Stk. 2 Forslag der ønskes optaget på dagsordenen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes.

Stk. 3. Stemmeberettiget er medlemmer. For medlemmer under 16 år varetages stemmeretten af forældremyndighedens indehaver. Valgbare er medlemmer der er fyldt 18 år.

Stk. 4. Generalforsamlingen bestemmer afstemningsmåden og er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.

Stk. 5. Ved vedtægtsændringer kræves 2/3 flertal af de fremmødte medlemmer.

Stk. 6. Generalforsamlingens dagsorden omfatter:

- Valg af dirigent

- Aflæggelse af beretning

- Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse

- Indkomne forslag

- Fremlæggelse af budgetforslag for det kommende år til godkendelse.

- Valg:

- - Valg af formand

- - Valg af næstformand

- - Valg af bestyrelsesmedlemmer

- - Valg af suppleanter

- Oplysning om valgte afdelingsformænd

- Valg af revisor og revisorsuppleant

- Eventuelt

 

§7. Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, såfremt hovedbestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst en ¼ af medlemmerne ved skriftlig henvendelse og med angivelse af hvilke forslag der ønskes behandlet, forlanger dette.

Stk. 2. Generalforsamlingen skal da afholdes senest 30 dage efter at hovedbestyrelsen har modtaget dette forlangende, og indkaldelse skal ske senest 8 dage før ved bekendtgørelse på foreningens hjemmeside.

 

§8. Hovedbestyrelsen

Stk. 1 Foreningens daglige ledelse foretages af hovedbestyrelsen.

Stk. 2. Hovedbestyrelsen består af formand, næstformand samt minimum 3 bestyrelsesmedlemmer valgt på generalforsamlingen samt afdelingsformændene.

Stk. 3. Formand og næstformand vælges på generalforsamlingen for 2 år, således at der i lige år vælges formand og i ulige år vælges næstformand. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år af gangen på skift i lige og ulige år.

Stk. 4. Suppleanter vælges for et år ad gangen.

Stk. 5. Såfremt formand eller næstformand udtræder i en valgperiode konstituerer hovedbestyrelsen sig selv.

 

§9. Hovedbestyrelsens arbejde

Stk. 1. Hovedbestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Hovedbestyrelsen skal føre referat for generalforsamlinger og bestyrelsesmøder.

Stk. 3. Hovedbestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil i alle forhold.

 

§10. Tegningsret

Stk. 1. Vinding Sportsforening tegnes af formanden sammen med et flertal af hovedbestyrelsen eller af næstformanden sammen med et flertal af hovedbestyrelsen.

Stk. 2. Hovedbestyrelsen kan meddele fuldmagt.

Stk. 3. Foreningens hovedbestyrelse og medlemmer hæfter ikke personligt for de af foreningen indgåede forpligtelser, for hvilken alene foreningen hæfter med sin formue.

 

§11. Afdelinger

Stk. 1. Vinding Sportsforening opretter afdelinger. Oprettelse og nedlæggelser af afdelinger besluttes af hovedbestyrelsen.

Stk. 2. Formændene for afdelingerne vælges på afdelingernes årsmøde som afholdes en gang årligt.

Stk. 3. Indkaldelse til årsmøde sker senest 14 dage før afholdelse ved bekendtgørelse i et af foreningens medier eller ved personlig invitation til aktiviteternes medlemmer.

Stk. 4. Hver afdeling bestemmer selv afstemningsmåden på årsmødet.

Stk. 5. Årsmødernes dagsorden skal indeholde følgende punkter:

Beretning

Det kommende års aktiviteter

Valg af formand

Stk. 6. Afdelingerne fastlægger selv deres forretningsorden og afdelingerne skal som minimum bestå af formand og kasserer.

 

§12. Regnskab og budget

Stk. 1. Regnskabsåret løber fra den 1.7. til den 30.6.

Stk. 2. Regnskabet skal indeholde driftsregnskab og status for samtlige afdelinger og hovedbestyrelsen

Stk. 3. På grundlag af afdelingsbudgetter udarbejder hovedbestyrelsen et fælles budget som fremlægges til godkendelse på generalforsamlingen.

Stk. 4. Generalforsamlingen vælger 2 revisorer og 2 revisorsuppleanter. Revisorerne og suppleanterne afgår på skift hvert andet år. Foreningens regnskab revideres af de 2 revisorer eller revisorsuppleanter.

 

§13. Opløsning

Stk. 1. Foreningens opløsning kan kun ske ved en ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst halvdelen af stemmeberettigede medlemmer er fremmødte, og mindst ¾ af de fremmødte medlemmer stemmer derfor. Er denne generalforsamling ikke beslutningsdygtig, kan hovedbestyrelsen indkalde til ny generalforsamling, med minimum 8 dages varsel. Ved denne generalforsamling er almindeligt stemmeflertal tilstrækkeligt til vedtagelse af opløsning.

Stk. 2. I tilfælde af opløsning skal den tilstedeværende formue overgå til lokale velgørende formål efter generalforsamlingens skøn.

 

Vedtaget på generalforsamling 21.9.2021

;

VSF / VIC Infotavle

Luk