Menu

Ny træner for herresenior 1. holdet

image Fra venstre: Harry Pedersen, Brian Pedersen, Chris Hermansen, Rune Munk Pedersen, Michael Mortensen, Per Iversen og Henrik Farmann
Henrik Farmann
29. november 2021 kl. 08:51
... - og nu er en spillende assistenttræner også på plads (update 18.12.2021).

 

Tidligere på måneden valgte Vinding SF Fodbold og Jacob Jørgensen at indstille samarbejdet om klubbens herresenior 1. hold. Siden da, har sportschef, Per Iversen, afsondret mulighederne, alt imens at klubbens træner for herresenior 2. holdet har ageret stand-in på 1. holdet. TAK til Rune for hjælpen på den korte bane. Vi kan nu offentliggøre, at der er nu fundet en god løsning fremadrettet.

Vinding SF har således indgået aftale med Chris Hermansen, som straks overtager træneransvaret for 1. holdet.

De fodboldinteresserede vil nok nikke genkendende til navnet. Chris Hermansen har prøvet det meste som professionel fodboldspiller: han har spillet i Esbjerg fB, Ikast FS, Herfølge, AB og Vejle Boldklub, og han scorede en del mål for de fleste. På den aktive karrieres flotte CV står ét danmarksmesterskab og en pokaltitel, og så var han såmænd også en smut i udlandet hos FC Køln, ligesom han var inde over forskellige ungdomslandshold. 

Det er alt sammen ved at være nogle år siden. Chris Hermansen har siden karrierestoppet trænet forskellige herreseniorhold i lokalområdet: Løsning, Fredericia KFUM og senest Vejle Boldklub har haft fornøjelsen, og nu bliver det altså os her i Vinding.

Det glæder vi os meget til, og som det ses på billedet nedenfor, er de første snakke og forberedelser allerede gået i gang. Turneringen starter ganske vist først op til foråret, men allerede i går blev der diskuteret, hvorledes vi forbereder os bedst muligt: Antal ugentlige træningspas i de kommende måneder, samarbejde med 2. holdet og U19, deltagelse i vintertræningsturnering samt arrangering af eventuelle træningskampe. 

Vindings 1. hold glippede den sidste kamp om oprykning, så holdet spiller i foråret igen i serie 3. Der er helt sikkert ambitioner blandt både spillere og den ny træning om avancement, men som Chris Hermansen pointerede på mødet i går: "Vi vil gerne vinde, og det er også målet, men det skal først og fremmest være sjovt"

Chris Hermansen er gift og har tre børn, og så bor han dejlig tæt på klubben - her i Vinding! Og hvis hans CV skal gøres helt komplet, så har han faktisk både spillet for Vinding, ligesom han tidligere har træner ungdomshold i klubben.

Tilføjet 18.12.2021:

Nogle uger efter annonceringen af Chris Hermansen som ny cheftræner for senior 1. holdet, har Vinding SF Fodbold nu også fået assistenttræneren på plads.

Den nye assistenttræner bliver Mikkel Deleuran Okholm, som vil være spillende assistenttræner til Chris Hermansen. Mikkel er kun 23 år, så der er mange gode år i Mikkel endnu. Og på trods af hans unge alder, så er han forholdsvis erfaren med kampe på højere plan.

For Vejle Boldklub har Mikkel spillet U10-U17 liga. Desuden spillede han U17 i Vinding SF, inden turen gik til FC Fredericia. Her spillede han U17/U19 samt 1. division. Herefter spillede Mikkel Danmarksserie i Kolding Boldklub, inden han de seneste år igen har spillet Vejle Boldklub (serie1/serie 2).

Vi byder Mikkel velkommen som assistenttræner i Vinding SF.